 Vejret i Entebbe lige nu
(Ligger ca. 35 km. fra Kampala)






| |
[ Juli 2002 ] [ Safaritur ] [ November 2002 ] [ Februar 2003 ] [ Undervisning i Nord-Uganda ] [ Tilmeld/Frameld nyhedsbrev ] [ Juni 2001 ] [ August 2001 ] [ Oktober 2001 ] [ Tanzania-tur ] [ Glimt fra Uganda ] [ December 2001 ] [ Marts 2002 ]
Kære
læser,
Nu er jeg hjemme igen efter en 10 dages tur til Tanzania (TZ), og har lyst
til at dele en del af de gode oplevelser med jer.
Søndag den 7. oktober står jeg så i Entebbe lufthavn og venter på Air
Tanzania som skal bringe mig til Dar. Hvad jeg ikke lige vidste, var at flyet
skulle mellemlande i Killemanjaro Internationale lufthavn og på Zanzibar. Det
var en stor oplevelse at flyve så tæt på Afrikas største bjerg. Imens jeg var på
Prepare for Change kurset blev det aftalt, at vi skal bestige det til næste år -
nu må vi så se om det bliver til noget. Jeg har også hørt fra flere venner i
Danmark, hvilken fantastisk oplevelse det skulle være. Videre til Zanzibar - den
lille ferieø. Det oplevede jeg nu ikke meget af, men fik da lov til at vente en
halv time i flyveren. Endelig 3 1/2 time efter afgang fra Uganda, kunne jeg
træde ud af flyet i Dar og møde Leif Sonne, der tog imod mig.
Turen ind til Dar gav mig allerede de første forskelle mellem Uganda og TZ.
Store brede veje, lyskurver, masser af lys, folk kører forholdsvis pænt og ikke
mindst den tryggende varme!! Vi kørte ud i nærheden af Soma Biblia, hvor MAF har
sin compound og hvor Ingemarie ventede med aftensmad. Om aftenen var vi lige et
smut ovre hos MAF TZs finance manager.
Mandag morgen gik med, at veksle dollars til tanzanianske træpenge og så gik
turen ellers vestover mod Morogoro, Mikumi og til sidst Iringa. En tur på ca.
600 km. Turen ud af Dar gik godt på en nyanlagt Danida vej. Efterhånden begyndte
landskabet at ændre sig - lerklinede hytter med metal- eller stråtag,
bananpalmer og ananas-marker. Jo nærmere vi kom til Morogoro, des flere bjerge
rejste der sig foran os. Et fantastisk flot syn!! Sprogskolen har jeg hørt meget
om, men det er meget sjovt at se den i "levende live". Inge-Marie og Leif skulle
aflevere nogle penge, og jeg fik lige lejlighed til at møde Tove Bech som er på
sprogskole.
Mikumi nationalpark
Efter en pause gik turen videre gennem Mikumi nationalpark. Det var ligesom
at
give små bør slik, at se mig da vi kørte igennem parken. Det var simpelthen
så fantastisk at se alle de dyr i deres rette miljø, vel vidende, at de ikke
bliver fodret eller på anden måde forhindret i deres udfoldelse. Først så vi
giraffer og zebraer på afstand, senere masser af bavianer siddende i vejkanten,
elefanter der stod i en dalsænkning små 5 m fra vejkanten. Senere flere
giraffer, zebraer, elefanter og masser!! Af aber. Simpelthen fantastisk. Jeg
skal på en rigtig tur i en nationalpark, når lejligheden byder sig.
En time for sent nåede vi Mikumi, hvor vi skulle samle Ellen Jensen op. Det
var ellers lige ved, at hun havde kørt videre selv. Nå - men vi fik at parkeret
hendes bil hos to ældre pinsedamer og så gik turen gennem et bjergrigt landskab
til Iringa. (Jeg troede slet ikke naturen var så varieret i TZ). Iringa ligger
(oppe) i 1600 m højde, så der er faktisk rimelig koldt - især om aftenen.
Missionærkonference
Så kom jeg til Missionærkonference, og så hvordan de "rigtige" missionærer så
ud. Det var rigtig dejligt at være med, få snakket dansk en hel uge, og få fuldt
op med bibeltimer, tematimer, familiearrangementer, godt mad og masser af
hyggelige samtaler. Temaet var "Ved din ånd" og Jørn Henrik Olsen holdt en række
gode timer over Efeserbrevet. Desuden blev der taget temaer op som "Åndskampens
grundvilkår" og
"Kulturforskelle og evangeliet". Alle temaer og timer var
tilrettet mod det at være missionær i et afrikansk land (selvfølgelig), men det
er godt jævnligt at blive mindet om de kulturelle forskelle der præger os, og
som præger vores opfattelse af andre mennesker, deres kulturer og bibelske
opfattelse. Desuden er der en stor åndskamp, som vi mennesker ofte ønsker at
udkæmpe selv, men det var godt at blive mindet om, at kampen står mellem Gud og
Satan og IKKE mellem Satan og menneskerne.
De mange volontører havde lavet et flot program for alle børnene. Den ene dag
var jeg med ude ved floden og bade sammen med dem, og en anden dag besteg vi en
stor sten, der hav et flot view over Iringa.
Om det var badeturen eller Tanzania som jeg ikke kunne holde til, vides ikke,
men jeg blev i hvert fald gradvist syg, men alle de skavanker der hører til
influenza og Malaria!!! Faktisk købte jeg Malaria medicin inden jeg blev
checket, fordi jeg havde alle symptomerne på sygdommen. Det vidste sig heldigvis
ikke at være tilfældet, så en rigtig ondartet influenza med diarre, ondt i
kroppen, hovedpine, kvalme, madlede, ondt i halsen, forsvindende stemme mm, det
var en hyggelig kop te på konferencen og dagene bagefter.
MAF Tanzania
Da konferencen var færdig kørte jeg tilbage med Ingemarie og Leif Sonne til
Dodoma. Ja - faktisk var det meningen, at jeg skulle have taget en bus til Dar
og fløjet hjem dagen efter, men havde fuldstændig overset, at min billet ikke
var udstedt til Søndag den 14/10 med til Onsdag den 17/10. Godt at vi fandt ud
af det i tide!! Det gav mig så muligheden for at komme med til Dodoma og se MAFs
compound der, og følge lidt med i Leifs arbejde.
Turen til Dodoma var igen meget anderledes end turen til Dar. Gradvist
ændredes terrænet fra Savanne til steppe over åbne vidder til små skove med
grønne blade. Tanzania er et fantastisk land, og naturmæssigt fuldstændig
anderledes end Uganda. Dodoma ligger - groft sagt - "in the middle of nowhere".
Byen minder lidt om en oase med brede boulevarder og masser af sand. Men det
skyldes et meget fladt terræn, hvor det blæser meget.
MAFs compound er lille og husene ligger tæt. Alligevel er den meget
charmerende og forholdene er gode. Især er hangaren (den nye) over dobbelt så
stor som dem vi har i
Uganda, og IT havde den ene del af et stort hus. Fine
forhold. Jeg hilste også på Allan Conrad, den anden dansker på compounden. Alt i
alt nogle dejlige dage sammen med Sonnes - trods sygdom.
Tirsdag formiddag måtte jeg så stikke snuden mod Dar. Busselskabet
Scandinavia kører i rutefart mellem mange store byer i TZ, så de 6 timers bustur
gik rimelig hurtig - men der køres også til. Små veje og ca. 100 km/t er ok med
en stor bus!!! Langs vejen blev der solgt alskens varer - og gadesælgerne
prøvede at prakke passagererne alverdens ting på.
I Dar fandt jeg ind til MAFs kontorer og fik købt et par cd'er i en
nærliggende boghandel. Derefter lykkedes det at finde Soma Biblia hvor Berit og
Kristian Larsen samt Ruth og Jørgen Poulsen bor. Jeg blev indkvarteret i
gæstehuset, og nåede også at få løst et par IT-spørgsmål. Godt at kunne bruge
sine evner, hvor man kommer frem.
Kl. 4 næste morgen holdt taxaen og ventede på at køre mig ud til lufthavnen,
og kl 8.30 var jeg tilbage i Entebbe efter 10 spændende dage i Tanzania, med
masser af flinke mennesker og masser af gæstfrihed.
Kærlig hilsen
Per
|