Vejret i Entebbe lige nu
(Ligger ca. 35 km. fra Kampala)

IT-Manager
Info om Uganda
Nyhedsbrev
Billeder
Gæstebog
Kontakt

Tak til vores sponsorer (18+)
sex  

Juli 2002 ] Safaritur ] [ November 2002 ] Februar 2003 ] Undervisning i Nord-Uganda ] Tilmeld/Frameld nyhedsbrev ] Juni 2001 ] August 2001 ] Oktober 2001 ] Tanzania-tur ] Glimt fra Uganda ] December 2001 ] Marts 2002 ]

Nyhedsbrev - november 2002

”Se derfor til, hvordan I lever, ikke som uvise, men som vise. Brug det gunstige øjeblik, for dagene er onde. Vær derfor ikke tåbelige, men forstå, hvad der er Herrens vilje”                                                       Ef. Kap. 5, 16-17

Så er det vist blevet tid til at give lyd fra mig igen. Tiden går hurtigt – selv i Uganda, og det er ikke til at forstå, at vi allerede er i begyndelsen af november måned.

Tak for hjælpen
Jane (min hushjælp) blev meget glad og overrasket, da jeg kunne meddele hende, at venner i Danmark havde sponseret det næste skoleår for hendes ældste datter (Pauline på 13 år).

I slutningen af august kørte jeg sammen med Jane ud til skolen, der ligger i et naturskønt område ca. 20 km fra Kampala. Skolen rummer 400-500 elever, og vi blev vist rundt af Pauline og hendes veninde Brenda. Skolen virker seriøs og tilbyder udover de boglige fag, også musik, drama og computerundervisning.

Desværre valgte vi at besøge skolen den dag, hvor alle børnene fik sommerferie, så de i alt 40 km + besøg tog 4 ½ time, hvoraf den meste tid blev tilbragt i bilkø.

 

”Mr. Ostergaard”
… er det navn jeg går under, når jeg underviser de 11-13 årige elever (Junior High) i brugen af computere på Heritage International School hver tirsdag og torsdag eftermiddag. I slutningen af august startede jeg på at undervise, ved siden af arbejdet med at vedligeholde skolens pc’ere.

Der er desværre ikke en egentlig undervisningsplan for, hvad jeg skal lære dem, så vi er gået i gang med at starte en række virtuelle firmaer. Det betyder, at eleverne skal overveje hvilken type firma de vil starte, og hvad de vil sælge. Som leder skal de så skrive breve, lave præsentationer og annoncer, ansætte folk og holde styr på varelagre, indbetale moms mm. Virksomheds-konceptet kan så udbygges efter behov, og indtil videre finder eleverne det meget spændende. Eleverne lærer at bruge programmerne i Microsofts kontorpakke med Word, Excel, Publisher, Powerpoint og Access. 

I starten var jeg skeptisk over for, om mine evner nu også rakte til at undervise børn, men har fået en del positiv respons fra forældre, der har fortalt, at deres børn er kommet hjem og sagt at ”ham computerlæreren er altså for sej!”. Det er jo et dejligt skulderklap at få, men har da også lært at skælde ud, når de kære elever snakker for meget. Alt skal jo foregå på engelsk, så det giver også sine udfordringer – der i blandt at skulle give karakterer efter det amerikanske karaktersystem (A-F)  

MAF glimt
I næste uge kommer vores nye chef (Program Manager) endelig – Mike Woods. Det bliver godt at få ham herned, Siden februar måned har vi ikke haft en fast chef, hvilket ikke har kunnet undgå at påvirke dagligdagen og beslutningstagningen. Men alle har nu været gode til at hjælpe hinanden.

I midten af november kommer der en længe ventet mekaniker familie fra Holland. Med kun to mekanikere kan det være svært at følge med i vedligeholdelsen af flyene, hvilket i perioder har medvirket, at MAF ikke har kunnet flyve med alle de kunder der ønskede det. MAF vil hellere stoppe med at flyve, end at gå på kompromis med sikkerheden (som visse andre flyselskaber i Uganda)

MAF baserer deres budgetter på de penge, som kommer ind gennem donorgaver i de enkelte medlemslande. Desværre ser det ud som om, at gaverne i år er faldet drastisk, hvilket bevirker, at alle programmer skal igennem en sparerunde. Det kan selvfølgelig være sundt nok at se, hvor der kan skæres, men for mit arbejde betyder det sandsynligvis, af den planlagte overdragelse til en national ugander ikke bliver til noget. Pt. ved jeg ikke hvem der skal overtage mit arbejde, og MAF Europe, min chef og jeg er gået i tænkeboks for at finde den bedste løsning. En mulighed kunne være, at jeg forlænger med endnu et år, men jeg ved nu ikke rigtigt….. Det må de kommende måneder afgøre.

I Kampala og omegn har jeg fået et par missionsorganisationer som kunder, hvor jeg vedligeholder deres computere og rådgiver dem i IT spørgsmål. Det er dejligt at komme ud og opleve, hvordan andre missionsorganisationer arbejder, og samtidig er det et pust væk fra det daglige arbejde på kontoret.

Vi har stadigvæk ikke fået løst problemet med vores telefonlinier til den email-service vi udbyder. Det er hårdt og tager mange kræfter at skulle skændes med teleselskabet næsten dagligt. Dog ser det ud som om, de mere og mere erkender, at der er et problem på den nye central. Forhåbentlig kan jeg i næste nyhedsbrev skrive at linierne virker tilfredsstillende igen.

En uge i september var en kollega og jeg på kursus hos MAF Kenya i Nairobi, for at lære og bruge programmet Wingman. Programmet kan holde styr på bookninger, kunder, fly, landingsbaner, vedligeholdelse mm, og fører MAF Uganda et skridt videre mod en computerbaseret styring af ovenstående.

I starten af oktober måned skulle jeg flytte hus i forbindelse med en større omrokering. Nu bor jeg i et lidt mindre hus (3 værelses) med mindre have, men flot udsigt ud over dalen og med aftensolens stråler ind på en stor terrasse.  

Krig i Norduganda og DR Congo
To af de mere oversete krige for verdenssamfundet og den internationale presse er krigene i Norduganda og DR Congo.

I Norduganda kæmper Joseph Kony og hans Lord Resistent Army (LRA) mod regeringshæren (UDPF). LRA angriber mange byer, brænder huse ned, stjæler mad og børn til hæren samt voldtager kvinder.

Det er ikke helt klart hvad målet er med krigen er, men oprørsgruppen har været aktiv siden Idi Amins dage. Dog har der løbende været stridigheder mellem Nord og Syduganda om land og kvæg. Joseph Kony virker både besat og sindssyg, og aviserne er dagligt fyldt med reportager fra de seneste kampe.

MAF flyver meget i den Nord-østlige del af Uganda på grænsen til Sudan, og pga. krigen flyves der med medicin, blod, mad og andre daglige fornødenheder. Vejene er ligeledes for farlige at køre på pga. bander, der ikke skyer chancen for at røve en bil og skyde passagerne.

I Kampala mærker man ikke direkte til krigen, men indimellem læser man om større bevæbnede tyverier på hovedgaden, samt personopgør der relateres til krigen.

I DR Congo har der indtil for nogle måneder siden været krig mellem guerillaer og regeringsstyrker. Heldigvis kom der en våbenhvile i stand. Det bevirkede at Ugandas hær trak sig ud, og desværre gav frit spil for opblomstringen af en stammekrig mellem Hema og Lendu stammerne. Begge stammer har våben, og det er endt i en egentlig massakre, hvor hundredvis af folk bliver slagtet på en brutal og bestialsk måde. Fred Lokana, MAFs radiooperatør, er fra DR Congo, og han har mistet meget familie samt hjulpet familie til at flygte til Uganda, hvor der er oprettet flygtningelejre.

En svensk MAF pilot og hans canadiske kone (Dave og Donna Jacobsen) og deres to børn, måtte flygte efter at deres hjem i Nyankunde fem gange på en dag var blevet røvet af bander. Den sidste bande satte en pistol til tindingen af Donna og truede med at skyde hende, hvis hun ikke fandt 150$. Mens børn og et par tjenestefolk lå gemt under sengen fandt hun på mirakuløs vis pengene gemt forskellige steder i huset, hvor de fire foregående bander ikke havde fundet dem. Hun reddede livet, og hele familien får nu krisehjælp oven på de traumatiske oplevelser. Familien er kommet til Uganda, og skal sikkert bo her det næste halve til hele år.

Ferie og afslapning
I de forgangne måneder er det også blevet til lidt ferie og andre oplevelser.

I begyndelsen af september var jeg på safari i Sydvestuganda sammen med min kollega Paul og hans bror. En utrolig spændende tur, der kan læses mere om ved at klikke her.

I forbindelse med besøget i Nairobi fik jeg også besøgt Karen Blixens farm og fodret giraffer. Karen Blixens farm er ”kun” et museum, og de fleste af kaffe-markerne er solgt fra, men mange originale ting eksisterer stadig eller som rekvisitter fra filmen ”Mit Afrika”.

Giraffen er et fantastisk dyr, når du kun står 20 cm fra dens enorme hoved, og fodrer den med foderpiller. Den har en ufattelig lang rug tunge, og var meget bevidst om jeg havde foder i hånden eller ej. Blev den utålmodig, kunne den finde på at stange med hovedet, hvis man ikke var hurtig nok til at flytte sig.

I Oktober måned fik jeg igen mulighed for at være med på LMs Missionærkonference i Iringa, hvor vi var ca. 80 voksne og børn samlet. Det var en dejlig uge med god forkyndelse og masser af hygge og socialt samvær. Helt rart at bruge det danske sprog igen, og få spillet volley med andre danskere og amerikanere på Farmen. Fik også set Stone Age lidt uden for Iringa, som vel mest minder om et lille Grand Canyon med dybe slugter og høje aflejrede søjler.

Jeg fik også besøgt MAF Tanzania i Dodoma og talt med min kollega om mange arbejdsrelaterede spørgsmål, og besøgt et par gode venner.

Rejsen blev afsluttet med en ferie på Zanzibar – en ø med hvide Bounty-strande og en ”hovedstad” i arabisk stil, med små butikker og smalle gader og gyder. Det var sjovt at gå ned på havnepromenaden om aftenen og købe friske grillede rejer, muslinger, krabber og andre fisk. De største oplevelser var dog at svømme med delfiner og dykke sammen med alle de tropiske fisk, og se de flotte koralrev. Det var som at svømme i et meget stort akvarium.
(desværre trådte jeg på et søpindsvin og døjer nu med men efter alle piggene - øv)

Nu er jeg så tilbage i Uganda, og nyder at være i de kendte omgivelser - sammen med søde og rare kollegaer.

 

Takkeemner:

  • Tak for at venner i Danmark har sponseret det næste års skolegang for Pauline.
  • Tak for at arbejdsglæden er intakt, og at jeg stadig nyder at være i Uganda.
  • Tak for en masse spændende (ferie) oplevelser, og at jeg er kommet sikkert tilbage uden (for mange) mén.

Bedeemner:

  • Bed om, at krigene i Norduganda og DR Congo må standse, så der igen kan komme stabilitet og fred i landene.
  • Bed om (og tak for), at undervisningen på skolen og arbejdet i MAF må blive ved med at forløbe så gnidningsfrit som hidtil.
  • Bed om, at der må blive fundet en tilfredsstillende løsning på problemet med min efterfølger – og om jeg skal tage endnu et år i Uganda.
  • Bed om, at den nye chef for MAF Uganda må komme hurtigt ind i arbejdet.