Vejret i Kampala
     
Vær opmærksom på...
Vi takker vores venner!..
|
-> år 1900
Der
er spor af en etiopid befolkning, som dog før år 1000 blev fortrængt af
bantuer. I 13. og 14. årh. indvandrede niloter og nilo-hamitter, der
omkring 1500 havde andel i oprettelsen af fem velorganiserede kongeriger i
det nuværende Uganda. Bunyoro var en tid et betydeligt rige, men blev i
17.-18. årh. overfløjet af Buganda, hvor kabakaerne (kongerne) opbyggede
en effektiv, centraliseret administration. Handelsforbindelser til
Zanzibar og til Sudan bragte islamiske missionærer til landet i 19. årh.
Speke nåede 1862 Kampala og blev imponeret over stedets rigdom og
kultur. Kabaka Mutesa 1. (1856-84) indkaldte anglikanske missionærer
i 1877; to år efter fulgte franske katolikker. De var tænkt som modvægt
mod islams voksende indflydelse, og der dannede sig snart fire
religiøst-politiske partier; det 4. var hedensk. Muslimerne blev en tid
forfulgt af Mutesa, men under kabaka Mwanga (1885-97) kom turen til
protestanterne og kort efter også katolikkerne; de to konfessioner kunne
enes om at fordømme kabakaens sex-vaner. Mange blev brændt levende 1886,
og 22 navngivne katolske ofre blev helgenkåret under ét 1964 som
"Uganda-martyrerne". Der fulgte adskillige års blodige borger-
og religionskrige, til sidst især mellem Franza (katolikker) og Ingleza
(anglikanere). Mwanga søgte hjælp hos British East Africa Company, og
1890-92 fik kaptajn (Lord) Lugard genoprettet ordenen. Til gengæld blev
Buganda 1894 et britisk protektorat. I de følgende år blev Bunyoro og
forskellige småstater tilføjet, og Uganda var opstået. Den gamle
statsinddeling dannede grundlaget for administrationen, der udøvedes
gennem de lokale konger og høvdingene.
År
1900 - 1971
1901
nåede jernbanen fra Mombasa Victoriasøen, hvor der var
dampskibsforbindelse til Uganda; det medførte et stort opsving for
handelen og for landbruget, der omstillede sig til eksport af kaffe og
bomuld. De britiske myndigheder holdt kolonister væk, så at jorden
forblev på afrikanske hænder; derimod tilfaldt den opblomstrende handel
næsten udelukkende indiske immigranter, da afrikanerne hverken besad
likvid kapital eller handelserfaring. Uganda blev administrativt og
økonomisk en mønsterkoloni. Efter 2. verdenskrig forberedtes selvstyre;
1946 optoges afrikanere i det lovgivende råd. Den engelsk-uddannede
kabaka Mutesa 2. stilede mod at gøre Buganda til et selvstændigt
kongedømme og var deporteret 1953-55. På denne tid opstod politiske
partier på grundlag af de religiøse grupper. Det overvejende katolske
Demokratiske Parti vandt valget 1961; men året efter opgav Buganda sine
løsrivelsesforsøg, kabakaen og hans parti gik da i koalition med
Kongrespartiet (UPC) under Milton Obote og sejrede ved nyvalget.
1962 fik Uganda fuld selvstændighed; Obote blev ministerpræsident,
kabaka Mutesa statspræsident. Landet blev organiseret som en
forbundsrepublik, hvori 4 kongeriger fik hver sine særrettigheder,
Buganda flest. 1966 fordrev Obote Mutesa, gjorde sig selv til nærmest
enevældig statspræsident, opløste kongerigerne og centraliserede
styret. 1967 dannede Uganda med Kenya og Tanzania et fællesmarked og
transportfællesskab (EAC). 1970 begyndte Obote at socialisere industri og
bankvæsen.
Idi Amin & Milton Obote
I
1971 blev Obote styrtet af hærchefen, general Idi Amin
Dada, hvis selvherskerlyster blev drevet ud til det groteske, undertiden
urkomiske, men oftere gruopvækkende; modstandere og mistænkte
likvideredes i titusindvis. Amin var muslim, men delvis uddannet i Israel,
der havde ydet Uganda stor udviklingshjælp. 1972 brød han med Israel og
søgte tilknytning til de arabiske lande, især Libyen; samme år udviste
han med kort varsel 40-50.000 indere, hvilket blev til stor skade for
Ugandas erhvervsliv. Amin havde stridigheder med mange lande, især
naboerne; der var flere gange blodige kampe på grænsen til Tanzania, og
situationen blev kaotisk. 1976 støttede Amin åbenlyst de terrorister,
der havde kapret et fransk fly og dirigeret det til Entebbe. Den
fantastiske israelske befrielsesaktion demonstrerede ineffektiviteten
hos hans styrker. Snart efter afbrød Storbritannien de diplomatiske
forbindelser med Uganda. Amins styre var i begyndelsen ganske populært i
Uganda, og OAU valgte ham til formand i 1975. Den indre støtte smuldrede
med økonomiens sammenbrud og myrderierne. 1978 ville han genoprette sin
prestige ved et felttog mod Tanzania, men blev slået tilbage, hvorpå
Tanzanias hær og ugandiske eksiltropper med tilslutning fra en del af den
stedlige befolkning trængte ind i Uganda, hvor de foråret 1979
nedkæmpede regeringshæren og fordrev Amin. Amin-modstanderne havde i
forvejen truffet aftale om det nye styre, men enigheden holdt ikke længe
efter sejren. Præsident Lule blev styrtet af Binaisa, denne af
modstandsbevægelsens  militærgrupper,
hvorpå Milton Obote vandt valget 1980 og blev præsident.
Han havde hidtil holdt sig i baggrunden, for han var ilde lidt i store
dele af befolkningen siden sit første diktatur. Obote kom til magten ved
Tanzanias hjælp, og da dettes tropper blev trukket hjem 1981,
forvandledes de allerede lovløse tilstande til et tre- eller mangekantet
væbnet opgør mellem Obote, Amin-tilhængere og flere slags
Amin-modstandere, der fandt Obote lige så slem. Præsidenten gjorde
energiske forsøg på at få økonomien til at fungere igen efter
Amin-vanviddet, borgerkrigen og tørken; han opnåede megen international
bistand, og på nogle punkter sporedes fremgang. Men en afgørende bedring
kunne ikke nås, før Obote fik fuld kontrol over landet, og hans metoder
i så henseende fremkaldte 1982 beskyldninger fra Amnesty International
for tortur og massakrer. Bistandsyderne satsede dog fortsat på Obote som
den mest brugbare genopbygger, og der skete atter små fremskridt.
Regeringstroppernes fortsatte udskejelser 1983 øvedes sikkert mod
præsidentens ordre og skyldtes raseri over deres afmagt over for
guerillaerne. Da rædslerne fortsatte 1984-85, måtte Obote holdes
ansvarlig; USA beskyldte ham for krænkelse af menneskerettighederne, de
førende katolske og anglikanske gejstlige protesterede mod undertrykkelse
og myrderier, og 1985 hævdedes det fra adskillige sider, at antallet af
Obotes ofre nu overgik Amins. 1985 blev Obote afsat af sin egen hær og
flygtede til udlandet; generalløjtnant Tito Okello overtog magten.
Kuppet var nærmest et stammeopgør: acholi-soldaterne tog magten fra
langoerne. Modstandsbevægelserne, der nu for størstedelen var samlet i
én organisation, NRM, havde ingen tillid til de forhenværende
Obote-medarbejdere og fortsatte kampen, indtil regeringsstyrkerne var i
fuld opløsning.
År 1986 -> nu
1986
erobrede NRM Kampala, Okello flygtede til udlandet, og
Yoweri Museveni blev præsident. Han fik kontrol over det meste af
landet; men de forskellige diktatorers tilhængere opererede i udkanterne
endnu i begyndelsen af 1990erne. De ustabile forhold i nabolandene,
navnlig Sudan og Rwanda, forstyrrede Musevenis genopbygning, der dog
gjorde jævne fremskridt. Museveni tøvede under henvisning til, at de
økonomiske og sikkerhedsmæssige problemer skulle løses først, helt til
1995 med at udstede en forfatning. Parlamentsvalget 1996, uden deltagelse
af politiske partier, bevarede status quo. Dog havde Museveni to
modkandidater ved det direkte præsidentvalg samme år, hvor han
genvalgtes med stort flertal. Hans held med at kombinere marxisme,
panafrikansk ideologi og pragmatisk kapitalisme har gjort Uganda til et
stabilt land med den hurtigst voksende økonomi i Afrika, et forbedret
forhold til menneskerettighederne og en uafhængig presse.
Ny
forfatning
En
ny forfatning vedtoges - efter lang tids forberedelse - i oktober 1995.
Den opererer ikke med flerpartisystemet; kun enkeltpersoner må stille op
til valg, ikke partier. Parlamentet har 276 medlemmer. Præsidenten
vælges direkte og kan afsættes af parlamentet med to tredjedeles flertal
|
|
