|
|
Kære
læser,
Dette
skulle egentlig have været begyndelsen til det næste nyhedsbrev, men endte i
stedet med at blive en samling af glimt af hvad jeg har oplevet i Uganda - ud
over dagligdagens almindeligheder.
Jinja og Nilens udspring
Efter
min Tanzaniatur er det bl.a. blevet
til en tur til Jinja - den næststørste by i Uganda. Det startede ellers som
lidt af en joke mellem mig og en søster til en af
MAF-konerne. Søsteren (Kara)
og hendes forældre var kommet fra Arkansas i USA for at se den
nyfødte
pige, Abigail. Så en dag tog det ene ord et andet, og et par dage
efter satte vi kursen mod byen. Byen er kendt for sit flotte posthus, og
ikke mindst Owen Falls - den
ene af de kæmpemæssige dæmninger som producerer energi til Uganda - og
Tanzania, Kenya, og par andre lande.
Desuden er der en flot gammel jernbanebro der går over Nilen. Selve byen er
dejlig rolig sammenlignet med Kampala og meget flot med mange blomster
og grønne træer. Efter en sightseeing kørte vi ud til Victoriasøen og
nød synet af de grønne golfbaner. Lige i nærheden ligger Nilens udspring,
et underfyldt skønt område med en stor park og en beskrivelse af hvordan
englænderen Speke i år 1862 opdagede Nilens begyndelse. Det tager vandet tre
måneder om at nå de 6400 km gennem Uganda,
Sudan og Egypten til Nilens udløb i Middelhavet. Fantastisk!!!
Efter at
have nydt denne smukke natur kørte vi til et endnu smukkere sted,
Butjagali Falls, hvor Nilen bugter og bruser ned over en større
klippeformation og giver det et vandfaldslignende præg. Bare at sidde og se
vandet og høre dets brusen er vidunderligt. Jeg skal helt sikkert prøve
"River rafting" på et tidspunkt og sejle ned af Nilen.
Lidt
længere henne fandt vi en halv!! krokodille, men efter en diskussion om det
var sikkert at bade, hoppede vi i bølgerne og lød det varme
vand kølne vores varme kroppe. Sjovt var det at svømme lidt ud i strømmen og
mærke dens enorme kræfter.
Desværre
ender alle gode dage og vi måtte til at stikke næsen hjem mod Kampala igen.
Det blev også en oplevelsesrig tur, med Matatu'er (taxaer) der overhaler op
ad bakke, lastbiler der kører i modsatte side af vejen, så vi flere gange
måtte bremse op for ikke at blive kølerfigurer,
andres hasarderede overhalinger. Men
vi nåede heldigvis til Kampala igen, og efter en halv pizza og en Cola,
kunne vi ønske hinanden mange tak for en fantastisk dag.
Jesus-film
Weekenden efter skulle jeg med til Muhanga en lille by i sydvest
Uganda, for at hjælpe min kollega med at vise Jesus-filmen i den lokale
kirke. Det meste af ugen var afsat
til Crusade hvor folk fra en kirke her i Kampala Skt.
Liverance Church sammen med en række evangelister
for andre kirker, skulle stå for et fremstød i byen.
Efter
en række forberedelser og en tålmodighedsprøve på Afrikansk mentalitet
(manglende planlægning og koordinering, masser af hyggesnak, en del venten
på præsten og en hjælper vi skulle have med i bilen, og diverse indkøb) kom
vi endelig af sted med 4 timers forsinkelse. Turen foregik i ekstrem
regnvejr, men vi kom da derned
kl. 22. På det tidspunkt skulle vi egentlig
til at vise Jesus-filmen på det lokale sprog (første
gang), men pga. vores sene ankomst,
regnvejret og det faktum at opstilling, fremvisning og nedtagning ville tage
omkring tre timer, blev det udsat til næste dag.
Vi blev
indkvarteret på det lokale Hotel sammen med præsterne og evangelisterne. Sam
og jeg fik et rum uden senge, men et par bast-måtter på et fugtigt gulv, der
dog sagtens kunne bruges sammen med medbragte luftmadrasser og soveposer.
Lørdag
formiddag deltog vi i det ene af møderne, hvor vi blev budt velkommen,
skulle præsentere os selv, og jeg skulle desuden komme med en hilsen. Det var
jeg blevet oplyst om lige før vi ankom til kirken, så det var ikke
lang tid
jeg havde til forberedelse. Heldigvis var jeg blevet forberedt på
muligheden for dette på Prepare for Change kurset, så jeg
havde sammensat en hilsen om Danmark og udfra ordene i Ord.Spr. bog kap 3,
vers 5-6 om Guds trofasthed. Utroligt dejligt at få mulighed for at mærke
det fællesskab jeg har med disse mennesker i Jesus Kristus, selv om jeg ikke
kender dem eller kan tale med dem. Alt blev oversat fra Engelsk til det
lokale sprog. Uganda har ca. 40 forskellige stammesprog, hvor Lugandan er
det mest udbredte. Normalt kan de fleste Ugandere engelsk. men åbenbart
ikke i dette område, der kun ligger
ca. 40 km. fra grænsen til Rwanda.
Imens
Sam vidste Jesus-filmen i den lille kirke med plads til ca. 175 godt
pressede personer, fik jeg en god snak med en af præsterne og dennes
unge hjælper - en pige på 23 år, om forholdet mellem kvinder og mænd i
menigheden og de forhold som gør sig gældende, når to begynder at fatte
interesse for hinanden. På mange måder var det at tænke tilbage på danske
kirkeforhold for 50 år siden (manden skal være den udfarende, pige den
afventende - ingen dates eller samvær alene for at lære hinanden af kende
- familiens vigtige rolle og det at bede om pigens hånd før bryllup, og
måske betaling af en brudepris). Det var utrolig spændende at høre dem
beskrive disse ting, og samtidig kunne jeg
så fortælle om den udvikling Danmark har gennemgået i den sammenhæng.
Om
eftermiddagen kørte Sam, Irene (den 23 årige pige) og jeg til Kabale(ja
det hedder byen faktisk). Hele området er omkranset af bjerge og kan
sammenlignes lidt med Alperne, men med bjergsider, der var beklædt med
bananplantager. En stor del af kogebanerne Matoke kommer også fra
dette område, og bliver herfra fragtet til Kampala, hvor prisen
også mangedobles.
Om
aftenen var der udendørs lovsangs- og forbøns-samling, hvor der blev lavet
mange tungetriler og danset meget. Jesus-filmen blev vist igen og op imod
30 mennesker tog imod ordet og kom til tro på Jesus Kristus.
Selv om
vi boede på et "hotel", så var det nu ikke meget "kundepleje" vi oplevede.
Om morgenen, så snart det blev lyst,
gik snakken og der blev hugget
brænde, skrællet
bananer, bagt boller og slagtet ged.
Bad var en balje lunkent vand og toilettet et hul med to plader til
fødderne. Spændende for en dansker at opleve, at man sagtens kan leve godt
og anderledes uden at have alle de
luksus fornødenheder som vi normalt tager som en selvfølgelighed i Danmark.
Vi blev
nød til at droppe søndagens gudstjeneste,
da vi havde 6-7 timers kørsel tilbage til Kampala og Sam desuden havde lovet
hans kone at komme tidligt hjem (for én
gangs skyld). Dette blev dog eftertrykkeligt gjort til skamme, da
koblingskablet knækkede lige som vi skulle køre ud af holdepladsen. Rigtig
træls at skulle vente 4 timer på at to unge drenge prøvede at fikse det, men
godt at det trods alt skete der og ikke udenfor
byen, hvor der ikke er huse i miles omkreds.
Lidt
efter mærkets frembrud skulle vi igen passere Ækvator, hvor jeg selvfølgelig
skulle have et billede ;-) Efter endnu 1 1/2 times kørsel kunne vi endelig kl 21 sige farvel til hinanden efter en lang men fantastisk god weekend. Jeg
fik set det arbejde som Sam har brugt de seneste 3 år på, og over halvdelen
af årets weekender på, at køre Uganda tyndt for at vise Jesus-filmen, fordi
han brænder for at fortælle budskabet om Jesus Kristus liv, død og
opstandelse for unåede mennesker. Jeg lærte meget om Sam og fik samtidig
styrket min tro igennem samværet med præster, evangelister og lokale
kirkegængere. Samtidig lærte jeg en del om den Ugandiske kultur, og om at
være tålmodig, når ting ikke går som man gerne selv ville planlægge dem.
Watoto Forrige onsdags fik jeg pludselig muligheden for at komme med ud og se hvordan Pinsekirken i Kampala (KPC) bygger og driver hjem for hjemløse og mishandlede børn. Vi kørte ca.10 km udenfor Kampala og langt ud igennem en række små landsbyer, til vi pludselig kom til en række pæne murstens huse, opstillet i 8-kanter med grønne metal-tage, skodder for vinduerne, masser af børn der legede og mødre der ordner alverdens gøremål. Det er Watoto (betyder børn på Swahili). De to kvinder vi har med som guider fortæller at der pt. er bygget 21 huse, men at de mindst skal op på 40 huse, og visionen er at huse 10.000 børn med tiden. Hvert hus består af køkken, badeværelse med bruser, stue, to børneværelser med køjesenge og et alm., soveværelse. Udenfor er der en lille terrasse og moskitonet for vinduer. Nogle rigtig flotte huse sammenlignet med den almindelige standard i Uganda.
I hvert
hus bor en mor med 8 børn (ofte 4 af hver køn). Moderen kan enten være
ugift, skilt eller have mistet sin mand. men
har nu var viet sit liv til at tage hånd om de børn. Børnene er enten
fundet af kirken eller rekrutteret gennem regeringen, som ofte ikke selv har
mulighed for at give den et værdigt liv. Kirken giver så mad og tøj, og et
stykke landbrugsjord til dyrkning af afgrøder.
Husene bygges af en task-force fra Canada. Task-forcen er der normalt i to uger, hvor der i den første uge støbes fundament og alle vægge bygges. Derefter overtager lokale arbejdere med at lægge tag på og indrette huset med alle fornødenheder. Et hus kan bygges på ca, 1-2 måneder og koster ca.10.000 $. I tilknytning til hjemmene er der lærerboliger og skolebygninger. Vi besøgte skolen og hilste på lærere og elver fra 1.-4. klasse. Bagefter kørte vi til en anden landsby, hvor der er færdigbygget en lignende landsby med 21 huse. Spændende at se det færdige resultat og opleve hvordan familierne får hverdagen til at fungere sammen. På vejen tilbage måtte vi igen opleve et nedbrud på en bil - og opleve glæden ved en mobiltelefon, og en restaurant med kolde sodavand.
Mødet med politiet i Uganda
Tirsdag den 13. november (hvem siger overtroisk!!) var absolut ikke en af ugens bedste dage - snarere tværtimod. Det startede vel egentligt med, at jeg ikke sov meget om natten - en for mig desværre velkendt "lidelse". Grunden var måske også at jeg skulle holde andagt den følgende morgen, og ikke havde noget specielt at sige. Samtidig føler jeg det stadig som lidt af en opgave at skulle bede på engelsk - om ting som man først får af vide lige før bønnen skal starte.
Jeg
nåede ikke at få forberedt noget, men selve bønnen gik godt. Derefter tog
jeg et par timer fri for at stemme
til folketingsvalg den 20. november på Den danske Ambassade
- og gå en tur til lægen. Jeg havde svært ved at finde en
parkeringsplads, men det lykkedes da til sidst. Jeg fik stemt og talt lidt
med en af ambassade folkene om hvor de danske folk i Uganda mødes, og
samtidig mødt ejeren af en dansk restaurant.
Da jeg
kom ud fra ambassaden var min bil strålet!!! De fire biler som havde holdt
der 20 minutter før var alle væk. Jeg troede ikke mine egne øjne, og en
politibetjent kunne heller ikke hjælpe mig, da hanlige var
kommet, men han mente, at det måske
kunne være parkeringsvagterne som havde fjernet den. Han pegede hen på den
nærliggende politistation og bad mig tjekke
der.
Jeg
ringede til MAF og fortalte Program Manageren, at bilen var stjålet og hvor
den måske var blevet ført hen. Han lovede at sende en af de "nationale" som
ville møde mig på politistationen. Jeg kunne nu ikke bare vente på ham, så
jeg startede min egen eftersøgning. Ved siden af politistationen er der en
plads, der opbevarer biler, som politiet
har afhentet og der stod min bil også!!!
Dejligt at se den igen, men... nu startede problemerne.... Jeg blev bedt
om at gå ind i det nærliggende hus og tale med forvalteren af
opbevaringsstedet, og alt
imens jeg talte med hende kom der en politimand, der
fortalte, at jeg havde forbrudt mig mod loven ved at holde på et sted med
parkering forbudt. Der havde været to skilte der fortalte dette, og desuden
så bilen meget forladt ud!!! så politiet
havde afhentet den???!!! Jeg skulle
nu regne med både at betale en løsesum for bilen og desuden i retten(!!) for
overtrædelsen, der sikkert ville forløbe sig til alt imellem 1000-3000 Dkr.
Tovtrækkeriet begyndte og Richard (den
nationale) og jeg prøvede at få ham til at lade mig gå fri, fordi jeg
var på besøg i landet og desuden ikke havde været her så lang tid. Det ville
han ikke gå med til (selv om han udtrykte glæde over at være en kristen),
men vi kunne snakke om det, hvis jeg bestak ham med 100 kr!!
Det ville Richard ikke være med til,
så det endte med at vi måtte gå vejen til kontoret for Trafikforseelser og
tale vores sag der - for måske at ende i
retten. At komme i retten i Uganda kan være en langsommelig sag, og vil
mindst tage resten af dagen.
Kvinden
som havde ansvaret, bad mig om at lave en udtalelse, og derefter forhandle
med dem der havde hentet bilen, for derefter at
komme tilbage igen. Da vi
havde løskøbt bilen, diskuterede hun med Richard og derefter kiggede hun
meget indtrængende på mig og sagde, at jeg fik en meget alvorlig påtale, og
hvis hun greb mig i det igen, så røg jeg direkte for dommeren. Jeg skrev
under på et papir, takkede hende og derefter kunne jeg afhente bilen i "detentionen"
og køre videre til lægen for at få
diskuteret mine søvnproblemer...
Det var nogle glimt fra de seneste uger i
Uganda. Jeg vil prøve at få opdateret min hjemmeside med denne tekst og en
række billeder (dog ikke fra politistationen!!)
Jeg hører, at det første sne er kommet i
DK, og at der er rigtig gang i juleriet i forretningerne. Ja - det kan man
jo ikke lige sige om Kampala. Faktisk skal jeg kigge ekstra godt på
kalenderen for at finde ud af, at vi er midt i november måned, og at der kun
er godt en måned til Jul. Mærkeligt bliver det at opleve julen i korte
bukser og t-shirt ;-)
Kærlig hilsen |