Glimt fra Uganda 
 


Vejret i Entebbe lige nu
(Ligger ca. 35 km. fra Kampala)

IT-Manager
Info om Uganda
Nyhedsbrev
Billeder
Gæstebog
Kontakt

 

Juli 2002 ] Safaritur ] November 2002 ] Februar 2003 ] Undervisning i Nord-Uganda ] Tilmeld/Frameld nyhedsbrev ] Juni 2001 ] August 2001 ] Oktober 2001 ] Tanzania-tur ] [ Glimt fra Uganda ] December 2001 ] Marts 2002 ]

"Glimt fra Uganda" - November 2001

Kære læser,
 Dette skulle egentlig have været begyndelsen til det næste nyhedsbrev, men endte i stedet med at blive en samling af glimt af hvad jeg har oplevet i Uganda - ud over dagligdagens almindeligheder.

Jinja og Nilens udspring
Efter min Tanzaniatur er det bl.a. blevet til en tur til Jinja - den næststørste by i Uganda. Det startede ellers som lidt af en joke mellem mig og en søster til en af MAF-konerne. Søsteren (Kara) og hendes forældre var kommet fra Arkansas i USA for at se den nyfødte Per og den søde amerikanske pige - Karapige, Abigail. Så en dag tog det ene ord et andet, og et par dage efter satte vi kursen mod byen. Byen er kendt for sit flotte posthus, og ikke mindst Owen Falls - den ene af de kæmpemæssige dæmninger som producerer energi til Uganda - og Tanzania, Kenya, og par andre lande. Desuden er der en flot gammel jernbanebro der går over Nilen. Selve byen er dejlig rolig sammenlignet med Kampala og meget flot med mange blomster og grønne træer. Efter en sightseeing kørte vi ud til Victoriasøen og nød synet af de grønne golfbaner. Lige i nærheden ligger Nilens udspring, et underfyldt skønt område med en stor park og en beskrivelse af hvoPer ved Nilens udspringrdan englænderen Speke i år 1862 opdagede Nilens begyndelse. Det tager vandet tre måneder om at nå de 6400 km gennem Uganda, Sudan og Egypten til Nilens udløb i Middelhavet. Fantastisk!!!
Efter at have nydt denne smukke natur kørte vi til et endnu smukkere sted, Butjagali Falls, hvor Nilen bugter og bruser ned over en større klippeformation og giver det et vandfaldslignende præg. Bare at sidde og se vandet og høre dets brusen er vidunderligt. Jeg skal helt sikkert prøve "River rafting" på et tidspunkt og sejle ned af Nilen. 
Lidt længere henne fandt vi en halv!! krokodille, men efter en diskussion om det var sikkert at bade, hoppede vi i bølgerne og lød det varme vand kølne vores varme kroppe. Sjovt var det at svømme lidt ud i strømmen og mærke dens enorme kræfter. 
Desværre ender alle gode dage og vi måtte til at stikke næsen hjem mod Kampala igen. Udsigt over Butjagali FallsDet blev også en oplevelsesrig tur, med Matatu'er (taxaer) der overhaler op ad bakke, lastbiler der kører i modsatte side af vejen, så vi flere gange måtte bremse op for ikke at blive kølerfigurer, andres hasarderede overhalinger. Men vi nåede heldigvis til Kampala igen, og efter en halv pizza og en Cola, kunne vi ønske hinanden mange tak for en fantastisk dag.
 
Jesus-film
Weekenden efter skulle jeg med til Muhanga en lille by i sydvest Uganda, for at hjælpe min kollega med at vise Jesus-filmen i den lokale kirke. Det meste af ugen var afsat til Crusade  hvor folk fra en kirke her i Kampala Skt. Liverance Church sammen med en række evangelister for andre kirker, skulle stå for et fremstød i byen.
Efter en række forberedelser og en tålmodighedsprøve på Afrikansk mentalitet (manglende planlægning og koordinering, masser af hyggesnak, en del venten på præsten og en hjælper vi skulle have med i bilen, og diverse indkøb) kom vi endelig af sted med 4 timers forsinkelse. Turen foregik i ekstrem regnvejr, men vi kom da derned Kirken i Muhangakl. 22. På det tidspunkt skulle vi egentlig til at vise Jesus-filmen på det lokale sprog (første gang), men pga. vores sene ankomst, regnvejret og det faktum at opstilling, fremvisning og nedtagning ville tage omkring tre timer, blev det udsat til næste dag.
Vi blev indkvarteret på det lokale Hotel sammen med præsterne og evangelisterne. Sam og jeg fik et rum uden senge, men et par bast-måtter på et fugtigt gulv, der dog sagtens kunne bruges sammen med medbragte luftmadrasser og soveposer.
 
Lørdag formiddag deltog vi i det ene af møderne, hvor vi blev budt velkommen, skulle præsentere os selv, og jeg skulle desuden komme med en hilsen. Det var jeg blevet oplyst om lige før vi ankom til kirken, så det var ikke lang tid Ca. 400 tilskuere var mødt op om aftenen jeg havde til forberedelse. Heldigvis var jeg blevet forberedt på muligheden for dette på Prepare for Change kurset, så jeg havde sammensat en hilsen om Danmark og udfra ordene i Ord.Spr. bog kap 3, vers 5-6 om Guds trofasthed. Utroligt dejligt at få mulighed for at mærke det fællesskab jeg har med disse mennesker i Jesus Kristus, selv om jeg ikke kender dem eller kan tale med dem. Alt blev oversat fra Engelsk til det lokale sprog. Uganda har ca. 40 forskellige stammesprog, hvor Lugandan er det mest udbredte. Normalt kan de fleste Ugandere engelsk. men åbenbart ikke i dette område, der kun ligger ca. 40 km. fra grænsen til Rwanda.
Imens Sam vidste Jesus-filmen i den lille kirke med plaJesus filem vises om aftenen på stort lærredds til ca. 175 godt pressede personer, fik jeg en god snak med en af præsterne og dennes unge hjælper - en pige på 23 år, om forholdet mellem kvinder og mænd i menigheden og de forhold som gør sig gældende, når to begynder at fatte interesse for hinanden. På mange måder var det at tænke tilbage på danske kirkeforhold for 50 år siden (manden skal være den udfarende, pige den afventende - ingen dates eller samvær alene for at lære hinanden af kende - familiens vigtige rolle og det at bede om pigens hånd før bryllup, og måske betaling af en brudepris). Det var utrolig spændende at høre dem beskrive disse ting, og samtidig kunne jeg så fortælle om den udvikling Danmark har gennemgået i den sammenhæng.
 
Om eftermiddagen kørte Sam, Irene (den 23 årige pige) og jeg til Kabale(ja det hedder byen faktisk). Hele området er omkranset af bjerge og kan sammenlignes lidt med Alperne, men med bjergsider, der var beklædt med Flot landskab i Sydvest Ugandabananplantager. En stor del af kogebanerne Matoke kommer også fra dette område, og bliver herfra fragtet til Kampala, hvor prisen også mangedobles. 
Om aftenen var der udendørs lovsangs- og forbøns-samling, hvor der blev lavet mange tungetriler og danset meget. Jesus-filmen blev vist igen og op imod 30 mennesker tog imod ordet og kom til tro på Jesus Kristus. 
 
Selv om vi boede på et "hotel", så var det nu ikke meget "kundepleje" vi oplevede. Om morgenen, så snart det blev lyst, gik snakken og der blev hugget brænde, skrællet Hotellet har ikke dansk standard...bananer, bagt boller og slagtet ged. Bad var en balje lunkent vand og toilettet et hul med to plader til fødderne. Spændende for en dansker at opleve, at man sagtens kan leve godt og anderledes uden at have alle de luksus fornødenheder som vi normalt tager som en selvfølgelighed i Danmark.
Vi blev nød til at droppe søndagens gudstjeneste, da vi havde 6-7 timers kørsel tilbage til Kampala og Sam desuden havde lovet hans kone at komme tidligt hjem (for én gangs skyld). Dette blev dog eftertrykkeligt gjort til skamme, da koblingskablet knækkede lige som vi skulle køre ud af holdepladsen. Rigtig træls at skulle vente 4 timer på at to unge drenge prøvede at fikse det, men godt at det trods alt skete der og ikke udenfor byen, hvor der ikke er huse i miles omkreds.
 
Lidt efter mærkets frembrud skulle vi igen passere Ækvator, hvor jeg selvfølgelig Ækvator går igennem Uganda - 100 km syd for Kampalaskulle have et billede ;-) Efter endnu 1 1/2 times kørsel kunne vi endelig kl 21 sige farvel til hinanden efter en lang men fantastisk god weekend. Jeg fik set det arbejde som Sam har brugt de seneste 3 år på, og over halvdelen af årets weekender på, at køre Uganda tyndt for at vise Jesus-filmen, fordi han brænder for at fortælle budskabet om Jesus Kristus liv, død og opstandelse for unåede mennesker. Jeg lærte meget om Sam og fik samtidig styrket min tro igennem samværet med præster, evangelister og lokale kirkegængere. Samtidig lærte jeg en del om den Ugandiske kultur, og om at være tålmodig, når ting ikke går som man gerne selv ville planlægge dem.
 


Watoto
Forrige onsdags fik jeg pludselig muligheden for at komme med ud og se hvordan Pinsekirken i Kampala (KPC) bygger og driver hjem for hjemløse og mishandlede børn. Vi kørte ca.10 km udenfor Kampala og langt ud igennem en række små landsbyer, til vi pludselig kom til en række pæne murstens huse, opstillet i 8-kanter med grønne metal-tage, skodder for vinduerne, masser af børn der legede og mødre der ordner alverdens gøremål. Det er Watoto (betyder børn på Swahili). De to kvinder vi har med som guider fortæller at der pt. er bygget 21 huse, men at de mindst skal op på 40 huse, og visionen er at huse 10.000 børn med tiden. Hvert hus består af køkken, badeværelse med bruser, stue, to børneværelser med køjesenge og et alm., soveværelse. Udenfor er der en lille terrasse og moskitonet for vinduer. Nogle rigtig flotte huse sammenlignet med den almindelige standard i Uganda.
 
Hvert hus består af mor og 8 børnI hvert hus bor en mor med 8 børn (ofte 4 af hver køn). Moderen kan enten være ugift, skilt eller have mistet sin mand. men har nu var viet sit liv til at tage hånd om de børn. Børnene er enten fundet af kirken eller rekrutteret gennem regeringen, som ofte ikke selv har mulighed for at give den et værdigt liv. Kirken giver så mad og tøj, og et stykke landbrugsjord til dyrkning af afgrøder.

Husene bygges af en task-force fra Canada. Task-forcen er der normalt i to uger, hvor der i den første uge støbes fundament og alle vægge bygges. Derefter overtager lokale arbejdere med at lægge tag på og indrette huset med alle fornødenheder. Et hus kan bygges på ca, 1-2 måneder og koster ca.10.000 $.

Byggeri af nyt husI tilknytning til hjemmene er der lærerboliger og skolebygninger. Vi besøgte skolen og hilste på lærere og elver fra 1.-4. klasse.

Bagefter kørte vi til en anden landsby, hvor der er færdigbygget en lignende landsby med 21 huse. Spændende at se det færdige resultat og opleve hvordan familierne får hverdagen til at fungere sammen.

På vejen tilbage måtte vi igen opleve et nedbrud på en bil - og opleve glæden ved en mobiltelefon, og en restaurant med kolde sodavand.
 
Mødet med politiet i Uganda
Tirsdag den 13. november (hvem siger overtroisk!!) var absolut ikke en af ugens bedste dage - snarere tværtimod. Det startede vel egentligt med, at jeg ikke sov meget om natten - en for mig desværre velkendt "lidelse". Grunden var måske også at jeg skulle holde andagt den følgende morgen, og ikke havde noget specielt at sige. Samtidig føler jeg det stadig som lidt af en opgave at skulle bede på engelsk -  om ting som man først får af vide lige før bønnen skal starte.
Jeg nåede ikke at få forberedt noget, men selve bønnen gik godt. Derefter tog jeg et par timer fri for at stemme til folketingsvalg den 20. november på Den danske Ambassade - og gå en tur til lægen. Jeg havde svært ved at finde en parkeringsplads, men det lykkedes da til sidst. Jeg fik stemt og talt lidt med en af ambassade folkene om hvor de danske folk i Uganda mødes, og samtidig mødt ejeren af en dansk restaurant.
 
Da jeg kom ud fra ambassaden var min bil strålet!!! De fire biler som havde holdt der 20 minutter før var alle væk. Jeg troede ikke mine egne øjne, og en politibetjent kunne heller ikke hjælpe mig, da hanlige var kommet, men han mente, at det måske kunne være parkeringsvagterne som havde fjernet den. Han pegede hen på den nærliggende politistation og bad mig tjekke der.
 
Politistation i KampalaJeg ringede til MAF og fortalte Program Manageren, at bilen var stjålet og hvor den måske var blevet ført hen. Han lovede at sende en af de "nationale" som ville møde mig på politistationen. Jeg kunne nu ikke bare vente på ham, så jeg startede min egen eftersøgning. Ved siden af politistationen er der en plads, der opbevarer biler, som politiet har afhentet og der stod min bil også!!! Dejligt at se den igen, men...  nu startede problemerne.... Jeg blev bedt om at gå ind i det nærliggende hus og tale med forvalteren af opbevaringsstedet, og alt imens jeg talte med hende kom der en politimand, der fortalte, at jeg havde forbrudt mig mod loven ved at holde på et sted med parkering forbudt. Der havde været to skilte der fortalte dette, og desuden så bilen meget forladt ud!!! så politiet havde afhentet den???!!! Jeg skulle nu regne med både at betale en løsesum for bilen og desuden i retten(!!) for overtrædelsen, der sikkert ville forløbe sig til alt imellem 1000-3000 Dkr.
Tovtrækkeriet begyndte og Richard (den nationale) og jeg prøvede at få ham til at lade mig gå fri, fordi jeg var på besøg i landet og desuden ikke havde været her så lang tid. Det ville han ikke gå med til (selv om han udtrykte glæde over at være en kristen), men vi kunne snakke om det, hvis jeg bestak ham med 100 kr!! Det ville Richard ikke være med til, så det endte med at vi måtte gå vejen til kontoret for Trafikforseelser og tale vores sag der - for måske at ende i retten. At komme i retten i Uganda kan være en langsommelig sag, og vil mindst tage resten af dagen.  
Kvinden som havde ansvaret, bad mig om at lave en udtalelse, og derefter forhandle med dem der havde hentet bilen, for derefter at komme tilbage igen. Da vi havde løskøbt bilen, diskuterede hun med Richard og derefter kiggede hun meget indtrængende på mig og sagde, at jeg fik en meget alvorlig påtale, og hvis hun greb mig i det igen, så røg jeg direkte for dommeren. Jeg skrev under på et papir, takkede hende og derefter kunne jeg afhente bilen i "detentionen" og køre videre til lægen for at få diskuteret mine søvnproblemer...
 
 
Det var nogle glimt fra de seneste uger i Uganda. Jeg vil prøve at få opdateret min hjemmeside med denne tekst og en række billeder (dog ikke fra politistationen!!)
 
Jeg hører, at det første sne er kommet i DK, og at der er rigtig gang i juleriet i forretningerne. Ja - det kan man jo ikke lige sige om Kampala. Faktisk skal jeg kigge ekstra godt på kalenderen for at finde ud af, at vi er midt i november måned, og at der kun er godt en måned til Jul. Mærkeligt bliver det at opleve julen i korte bukser og t-shirt ;-)

Kærlig hilsen
Per